ALBUMMET ER LIMITERET (300 stk) OG NUMMERERET
Prisvindende Stine Klingsten debuterede i 2020 med tre singler, men udsender sit første fuldlængde album den 2. september 2022 på Turn It Over Records.
Pladen får titlen “Dage” og udsendes på vinyl. Stine har allerede en lang karriere bag sig, og har de sidste 10 år turneret og optrådt dels som solist, men også som del af flere bands, der har bragt hende vidt omkring og resulteret i koncerter på bl.a. Tønder Festival og for nylig som support for forbillederne i amerikanske Wilco, da de spillede i Amager Bio i sommeren 2022.
Stine Klingsten skriver fængende melodier og poetiske tekster, der bringer tankerne hen på kollegerne Anika Aakjær, Mathilde Falch og Carl Emil Petersen, men også rummer reminiscenser fra klassiske danske sangskrivere som Anne Linnet og Nanna Lüders.
Hun er desuden inspireret af så forskellige forbilleder som Tove Ditlevsen og sangskrivere som amerikanske Brandi Carlile og danske C.V. Jørgensen. Stine Klingsten har modtaget flere priser for sin sangskrivning, herunder Årets Helge i 2020.