Air Matrix signalkablet benytter DH Labs' berømte Air Matrix Dielektrikum materiale, der består af 60% luft. Kablet er skærmet, og har lav kapacitans, hvilket gør det særdeles velegnet til længere kabeltræk.
Men det vigtigste er naturligvis hjertet i kablet; DH Labs' fantastiske ledere. Air Matrix består af to identiske ledere af Continuous Crystal, altså ultra-rent langkrystal-kobber, overtrukket med et tykt og ekstremt glat lag sølv i høj kvalitet.
Air Matrix leveres med DH Labs Ultimate RCA stik i ren forgyldt OFC kobber.
Uddrag fra test i HIFI4ALL - Mikkel Gige skriver:
Og lyden… oh lyden. Hold da kæft, nu bliver jeg helt kåd igen. Der er simpelthen så meget hul igennem, at jeg slet ikke tror min egne ører. Jeg har hørt mange kabler i alle prisklasser, men det her slår alt.
Det første jeg bemærkede var perspektivet: 200 m. dybt, 40 m. bredt og 20 m. højt til det buede loft. Så præcist kan det beskrives. Du får det, som det er på indspilningen. Alt bliver fremstillet i ren 3D. Under testen lyttede jeg bl.a. til en super duper indspilning af tryllefløjten, fra Deutche Grammophone. Det var fuldstændig som at være til stede. Så meget rum og luft, at det slet ikke var nødvendigt at lukke øjnene, for at ”se” teatersalen.
Du sidder og ser på/lytter til en fuldstændig sort tavs baggrund. Alt er animeret i farver. Lydene popper frem, for så at forsvinde igen. Lyden er nærmest organisk i sin fremtræden. Detaljeringen er fuldstændig fantastisk. Det myldrer frem med ting som jeg aldrig før har hørt på mine plader. Alle disse detaljer prikker på en dejlig, men knivskarp, måde i ørerne. Jeg ville ha’ mere, og blev ved med at sætte ny musik på. Også plader som aldrig bruges i testøjemed. Jeg fik en hel ny pladesamling med dette kabel. Der er masser af luft omkring alle de udøvende musikere. Alt er placeret præcist, og bliver på sin plads hele tiden uden at rode rundt. Stemmer er super klare og detaljerede med alle de små lyde der følger, når man synger. Vejrtrækning, smask og klik fra tungen. Musikken blomstrer! Det er sprødhed, som når en frisk gren knækker fra et træ. Sprødt og saftigt. Selv dårlige indspilninger, præsenteres silkeblødt. Lyden er dog ikke farvet, som det måske lyder på det jeg skriver. Faktisk er lyden fra dette kabel meget neutral, men mangler dog lige det sidste for at nå hele vejen. Bassen er lidt løs, og diskanten en lille bitte smule skarp og afrundet. Men det er virkelig småting. Jeg savner intet. Det er analytisk/monitoragtigt på den gode måde uden hårdhed. Det er som at få en ny og meget bedre/MEGET dyrere CD-afspiller.
Dette kabel er ren narko. Har du først prøvet det, så hænger du på det. Du kan ikke give slip. Det her er high end. Basta!